Det anti-hierarkiske Egaa
På Egaa Gymnasium står fællesskab som en af de bærende værdier. Det indebærer, at vi blandt ansatte og elever viser respekt for hinanden, at vi viser nærvær og nærer omsorg for hinanden og ønsker at fremme rummelighed og mangfoldighed. Det er derfor helt centralt for os, at der ikke er noget hierarki mellem eleverne indbydes, og at der er højt til loftet og god plads til at være forskellige, ligesom vi aktivt arbejder for at skabe et godt socialt miljø som basis for et lærerigt og entusiastisk arbejds- og studiemiljø. Det er det, som vi ofte kort betegner Egaa-ånden.
Med disse værdier er det klart, at vi ikke kan tolerere mobning på Egaa Gymnasium.
Alligevel oplever vi ind imellem eksempler på mobning, og vi finder derfor behov for en tydelig formulering af skolens strategi. For at kunne bekæmpe mobning er vi for det første nødt til at vide, hvad vi forstår ved mobning, og dernæst synliggøre, hvordan vi forebygger mobning, og hvad du som ansat eller elev skal gøre, hvis du støder på fænomenet i en konkret situation på skolen.
Mobning
Mobning forstår vi som det at udsætte et andet menneske for en nedværdigende og krænkende behandling, herunder en bevidst udelukkelse fra fællesskabet. Den krænkende behandling kan være både fysisk, verbal og ved brug af digitale medier. Vi skal huske, at mobning ikke er en konflikt, men et overgreb.
Mobning er en adfærd, der klart er i strid med Egaa Gymnasiums Studie- og Ordensregler. De siger bl.a., at eleverne skal tage ansvar for egen adfærd og tage hensyn til deres medmennesker i undervisnings- såvel som sociale sammenhænge, og at dette indebærer overholdelse af almene normer for god orden og godt socialt samvær med respektfulde relationer mellem eleverne indbyrdes og mellem eleverne og de ansatte.
Forebyggelse af mobning
Grundlæggende mener vi, at vi bedst forebygger mobning ved i hverdagen kontinuerligt at insistere på god klasserumskultur i den enkelte klasse og på god skolekultur i større skolesammenhænge. Vi skal altså alle have opmærksomhed på det, der foregår i undervisningen, i det sociale miljø og herunder i muligt omfang på de sociale medier. På den måde kan vi bedst forstærke og overlevere skolens værdi om fællesskab til hinanden.
På Egaa Gymnasium har vi følgende ramme for undervisningen og det sociale miljø, der skal sikre den enkelte elevs trivsel og forebygge mobning:
- Aktiv klasserumsledelse: Klassens lærerteam (og lærere) sørger for et trygt og engageret arbejdsrum i klassen bl.a. gennem etablering af læsegrupper og gennem samtaler med klassen om klasserumskulturen i en klasserumskulturlektion i 1.g og i opfølgende ”refleksive kvarterer” ca. 6 gange om året. På storteammøder diskuterer klassens lærere klasserumskulturen som en del af de didaktiske overvejelser om klassen.
- Overlevering af en inkluderende skolekultur: Egaa-ånden overleveres bl.a gennem tutorernes velkomst og støtte til de nye 1.g-ere ved skolestart, gennem aktiviteter på tværs af klasser og årgange (udvalgsarbejde, frivillige aktiviteter, studieretningsdage og –fester, temadage) Egaa-ånden overleveres desuden gennem rektors information om studie- og ordensregler i alle 1g-klasser ved skoleårets start.
- Samtaler med eleverne: Lærerne taler med eleverne om deres generelle trivsel i forbindelse med mentorsamtaler op til studieretningsvalget, studievejlederne taler med eleverne om deres trivsel i begyndelsen af studieretningsforløbet og team og lærere har samtaler med elever, hvis der er særligt behov for det.
Indsatser mod mobning fra den enkelte persons side
Hvis du som elev eller ansat på Egaa Gymnasium møder mobning, enten som offer eller vidne, er der en række ting, du skal gøre:
- Vurdér situationen. Forsøg at skelne mellem pjat og alvor.
- Sig fra, hvis du vurderer, at der faktisk er tale om mobning.
- Sørg for, at der tages hånd om problemet ved at gøre opmærksom på det. Gå til din lærer/kollega, klassens lærerteam, studievejlederen eller gymnasiets ledelse.
- Søg andres støtte, hvis du bliver mobbet, eller støt den, der bliver mobbet.
- Sørg så vidt muligt for at dokumentere mobbeproblemet.
Mobning strider mod Egaa gymnasiums værdier og kan have store konsekvenser for de(n) mobbede og det sociale miljø i klassen, på holdet eller hele skolen. Både som elev og som ansat har du derfor pligt til at give information om evt mobning videre. Det gælder uanset om du er offer eller vidne. Lærere, studievejledere og skolens ledelse vil så på den baggrund handle for at løse problemet. Mobning kan medføre advarsel og bortvisning af en elev, jf skolens studie- og ordensregler.
Indsatser mod mobning fra skolens side
Lærere, studievejleder og ledelse undersøger og afdækker problematikken før der laves aftale om handling. Denne fase er vigtig at overholde, fordi mobbesager ofte er uhyre komplekse – og det er vigtigt at afklare og dokumentere sagen af respekt for alle involverede.
Den undersøgende fase kan indeholde:
- Samtaler for de involverede med team og evt ledelse.
- Samtaler for de involverede med studievejleder.
- Supervision ved klassens lærere i en/flere lektioner for at afdække problemet.
Den handlende fase kan indeholde:
- Konflikthåndtering ved studievejleder og team – lektion i klassen.
- Samtaler i forbindelse med krav om adfærdsændring eller andre sanktioner.
- Opfølgning på situationen.
Ovenstående antimobbestrategi er vedtaget i MIO den 5. december 2017.