Vores mange valgfag

Læs om de enkelte valgfag her

De mange valgfag

I 3.g skal du have en række valgfag. Nogen er helt nye. Andre er fag, som du løfter til et højere niveau.

 

Astronomi C

Astronomi beskriver universet ud fra observationer og teorier, og i astronomi C lærer du om Universets udvikling fra Big Bang til i dag.

I disse år opdager astronomer mange nye exoplaneter, dvs. planeter omkring andre stjerner end Solen – og søgen efter liv i Universet er et af emnerne i astronomi C. Andre emner er f.eks. stjerners livsforløb, stjernebilleder på himlen, sorte hulle

Som et naturvidenskabeligt fag inddrages viden fra fysik og matematik, men på et niveau, der er afstemt til elevernes forudsætninger. Undervisningen lægger vægt på fascinationen af Universet, og vi tager hele tiden aktuelle emner op, f.eks. nye rummissioner eller opdagelser af gravitationsbølger eller jordlignende planeter

Der skal udføres eksperimenter og observationer, bl.a. med skolens kikker.

 

Billedkunst C  

Billedkunst handler om kunst i bred forstand med alt fra visuelle fænomener, som når du f.eks. møder kunst i det offentlige rum, ser på fotografier, malerier og skulpturer, eller møder det visuelle i det digitale rum. Vi arbejder praktisk og afprøver forskellige kunstneriske teknikker og sætter det samtidig i relation til teori og kunsthistorie. Der er en høj grad af valgfrihed i måden, du løser dine opgaver på, så længe du har lyst til at udtrykke dig kreativt og visuelt. Det er slet ikke et krav, at man skal kunne tegne.

I løbet af året tager vi på tur ud af huset og ser på kunst. Tidligere har vi fx. været på ARoS, Kunsthal Aarhus og Antikmuseet, hvor vi har kigget på kunst og brugt det som afsæt til egne projekter og eksperimenter. I slutningen af skoleåret fordyber du dig i dit eget individuelle eksamensprojekt ud fra et lærerformuleret tema. 

 

Biologi C

Biologi er et naturvidenskabelig fag, der beskæftiger sig med alt det, som er levende. Med biologi som valgfag kan du blive klogere på spørgsmål som:

  • Hvordan foregår en gentest? Hvilke fordele og ulemper kan der være ved at genteste?
  • Hvordan er et hjerte opbygget? Hvilke årsager kan der være til blodpropper i hjertet?
  • Hvad er en bakterie? Hvorfor opstår der multiresistente bakterier?
  • Hvordan foregår kunstig befrugtning? Hvilke årsager er der til den faldende fertilitet i Danmark?
  • Har klimaforandringerne betydning for den danske natur?
  • Hvornår er man sund? Hvad vil det sige at være stærk?

Undervisningen er en blanding af teori og eksperimenter, der både kommer til at foregå i laboratoriet og ude i naturen. Du vil få indsigt i mennesket som biologisk organisme og hvilke faktorer der har betydning for sundhed. Desuden opnår du faglig baggrund for at forstå betydningen af biodiversitet, bæredygtig udvikling og miljøbeskyttelse.

 

Design og arkitektur C

Interesserer du dig for Arkitektur, bydesign, produktdesign og grafisk design? Tænker du tit at et møbel, en genstand, et bygningsværk eller et byrum kan forandres, forbedres eller ændres, og er du fuld af ideer til hvordan?

Eller vil du gerne blive bedre til at få, teste, udvikle og præsentere den gode idé? Så er Design og arkitektur måske noget for dig!

Her lærer du at tænke og arbejde innovativt, dvs. spotte problemer og skabe løsninger. Du arbejder kreativt med den skabende proces.

Undervisningen er procescentreret, projektorienteret og problemløsende. Du arbejder med hands-on designprojekter, hvor du starter på bar bund, identificerer et problem og researcher, tester, udvikler, forskellige løsningsforslag.

Dine løsninger kunne være grønne designs til Aarhus Ø, en bilfri cykelslange henover Københavns midtby, sko af bæredygtigt genbrugsmateriale, biologisk nedbrydelige dåseøl, jordskælvsresistente skyskrabere, osv.

Læreren coacher dig i designprocessens faser, som er meget virkelighedsnær i forhold til, hvordan designere og arkitekter arbejder. Dine designs og din skabende praksis vil blive styrket af, at du får en teoretisk viden om aktuelle og historiske krav til design og arkitektur og analyserer produkter af kendte designere og arkitekter som Arne Jacobsen, Bjarke Ingels, og unge, helt nye navne.

I faget bruger du hele tiden dine kreative og innovative evner og udvikler dem. Faget støtter desuden din læring i andre fag i forhold til at arbejde kreativt og tænke nyskabende, og det er for mange desuden et frisk pust i skoleskemaet, fordi du får lov at arbejde på en anden måde.

  

Dramatik C

I dramatik på c-niveau kommer du selv i spil: sammen med holdet kommer du til at arbejde med enkle øvelser, små improvisationer, iscenesættelser af korte tekstuddrag og med hele forestillings-produktioner.

Sidst på året producerer du sammen med en gruppe fra holdet en færdig forestilling. Det skabende arbejde bliver løbende kombineret med analyse og teori, f.eks. om skuespilteknik eller om en historisk periode.

Du får også lejlighed til at opleve professionelle teaterforestillinger. Vi går i teatret for at lade os inspirere og for at analysere, hvad der skal til for at skabe en stærk og spændende forestilling.

Målet med undervisningen er, at du bliver mere bevidst om at formidle et budskab med krop og stemme, dvs. mere bevidst om dine forskellige udtryksmuligheder. Det er også et mål, at du bliver god til at samarbejde og styrker dine evner til at analysere et scenisk udtryk.

Alt sammen evner der kan bruges i arbejdet med teater, men selvfølgelig også i mange andre sammenhænge.

 

Erhvervsøkonomi C

Erhvervsøkonomi er et samfundsvidenskabeligt valgfag i 3g. Faget beskæftiger sig med, hvordan man skaber og driver virksomheder. 

Erhvervsøkonomi består af en række underområder, hvoraf de vigtigste er: 

  • Strategi, der handler om de beslutninger og handlinger, som leder til opfyldelsen af de mål, virksomheden har sat sig. 
  • Regnskab, der handler om virksomhedens indtjening, udgifter og investeringer. Vi lærer også hvordan læser man et regnskab. 
  • Marketing, der handler om konkurrence og markedsforhold, markedsføring med mere. Vi kommer også her ind på sociale medier og deres betydning. 
  • Organisation og ledelse, der handler om, hvordan man driver en virksomhed. Herunder også motivation, der handler om medarbejdernes ønsker og trivsel. 

Vi arbejder med iværksætteri og opretter forretningsplaner til konkrete fiktive virksomheder, som konkurrerer med andre gymnasier. Vi har derfor også fokus på innovation. 

I forbindelse med dette arbejde deltager vi i forskellige konkurrencer på landsplan. 

 

Filosofi C

Filosofi betyder kærlighed til visdom, og filosofi er et fag for dig, der har lyst til at stille de mest grundlæggende spørgsmål overhoved:

  • Hvad er et menneske?
  • Hvad er et godt liv?
  • Findes der en moralsk rigtig måde at leve på?
  • Hvad er det gode samfund?
  • Kan vi vide noget med sikkerhed?

Vi kan ikke love dig, at du får endegyldige svar på nogen af disse spørgsmål, hvis du vælger filosofi. Men vi kan love dig, at undervisningen i filosofi vil rykke ved de forestillinger du har omkring sandhed, retfærdighed, godt og ondt.

I filosofi læser vi små uddrag af de største filosoffers hovedværker, hvori de udkaster svar på spørgsmålene. Vi undersøger argumenterne for svarene og hvilke konsekvenser svarene har for vores liv. Film, tekster fra medierne og små artikler giver moderne perspektiver på de store filosofiske spørgsmål.

At vælge filosofi C kræver ikke, at du på forhånd har en stor viden om filosofi, men det kræver at du er nysgerrig og har lyst til at forstå dig selv og din verden bedre. Og frem for alt kræver det, at du tør stille spørgsmål – også til de umiddelbare sandheder i tilværelsen.

Du skal turde lade dine hver-dagsforestillinger blive udfordret og turde udfordre andres forestillinger, hvis du ikke er tilfreds med deres svar. Så kan filosofi give dig muligheden for at se verden på en helt ny måde.

 

Informatik C og B 

Interesserer du dig for IT i bred forstand, og kan du lide at arbejde projektorienteret, eksperimenterende og kreativt? Så kunne informatik være noget for dig. 

Her arbejder vi med alle de faser der indgår i design af it-systemer – lige fra brugerundersøgelser, udarbejdelse af skitser og prototyper til programmering og test af programmets funktionalitet. 

Men vi diskuterer også, hvordan IT påvirker os som mennesker, herunder tech-virksomheder, overvågning og brug af sociale medier. Her kommer vi ind på, hvilke etiske problemstillinger der er forbundet med brugen af it, og hvilke samfundsmæssige og individuelle konsekvenser det kan have. 

Du vil lære hvordan man på baggrund af brugervenlighedsprincipper designer apps og hjemmesider. Du lærer også, hvordan man kan håndtere data i en database. Andre emner vi arbejder med er for eksempel computerspil, robotter og AI. På den måde har faget både en praktisk og en teknisk dimension. 

I informatik kommer du til at programmere, men du skal ikke have nogen særlige forudsætninger for at kunne være med. Alt hvad du skal bruge, lærer du i undervisningen, og den tekniske side er ikke svær. Det særlige ved faget er at vi tager udgangspunkt i det man kan kalde virkelighedsnære arbejdsprocesser – dvs. de måder man arbejder med design af it-systemer i den ”virkelige” verden. Her er arbejdsmetoderne både kreative, eksperimenterende og meget systematiske, og på den måde giver faget dig ikke kun en almen viden om it i teori og praksis, men også nogle arbejdsmetoder som er efterspurgte i samfundet i dag, og som du derfor får brug for senere, uanset dit videre valg af uddannelse. 

 

Innovation C

I innovation skal du bruge din fantasi, dine evner til at samarbejde og enkle teorier til at arbejde med dit projekt.

I løbet af året skaber vi projekter – ofte som fiktive virksomheder. Det gør vi ved en lang række øvelser i kreativ idégenerering og – forbedring og ved at indarbejde forskellig teori i vores projekter.

Nogle tidligere holds projekter:

  • Mayan Coffee – en cykelbaseret kaffebutik i Århus
  • FruitAid – undervisningsmateriale til folkeskolen – sundhed
  • Animash – skraldespande formet som dyr til institutioner
  • Hot Ride – cykelkabler og håndtag med varme – mod frost

Det meste af året arbejder vi i grupper med projekterne. Vi arbejder for det meste med musik i baggrunden og helst varierende undervisning. Vi arbejder på kryds og tværs af stamklasser og gerne forskellige steder på skolen / virtuelt.

Disse projekter bliver vores løbende case helt frem til eksamen. Vi øver os en del i at præsentere vores projekter og idéer for andrefor hinanden, elever fra andre skoler, repræsentanter fra erhvervslivet, en bankrådgiver, på internettet, i videoer. De sidste to år har alle grupper deltaget med deres projekter i Global Goals, en konkurrence.

Undervejs laver vi også løsninger for andre. Vi har arbejdet for Hovedbiblioteket i Århus, for kantinen på Egaa Gym. og for filmfestivalen Moment.

 

Kemi C 

Kemi er en vigtig del af den moderne naturvidenskab og spiller en afgørende rolle i forskningen inden for bl.a. lægemidler, miljø, fødevareproduktion og udvikling af bæredygtige teknologier og materialer.  

Kemi C giver en grundlæggende forståelse af kemiske forbindelsers opbygning og egenskaber og giver derfor et godt grundlag for at forstå verden omkring dig og i forhold til at deltage i den offentlige debat. Kemi er et eksperimentelt fag, og eksperimentelt arbejde er derfor en fundamental del af kemi-undervisningen. Det eksperimentelle arbejde skal dels hjælpe dig med at tilegne dig viden og dels give et indblik i kemiske metoder og i hvordan viden opstår.   

”Der er kemi i alt” og samme typer af kemiske reaktioner sker indenfor meget forskellige områder. Det betyder, at selvom der er grundlæggende emner, der skal behandles, er der stor mulighed for at have indflydelse på hvilke temaer, der arbejdes med. Eksempler på temaer kunne være undersøgelser af slik eller madvarer, batterier, cremer, rent vand, plastik, bioethanol og meget andet.  

Kemi C er adgangskrav til flere uddannelser og er basis for kemi B, der er adgangskravet til de fleste sundheds- og naturvidenskabelige uddannelser.   

 

Latin C

Salvēte! Hvis du har lyst til at lære mere om ikke kun det latinske sprog, men også bl.a. romersk historie, samfund og kultur, tilbyder Egaa Gymnasium Latin på c-niveau.

Derfor er Latin på C-niveau måske også det rigtige valg for dig, hvis du interesserer dig for fagene oldtidskundskab og historie.

Du kommer i faget Latin på C-niveau til at beskæftige dig med:

  • lettere latinske originaltekster fra perioden før ca. 150 e.Kr.
  • romersk historie, samfund og kultur
  • latinsk morfologi og syntaks i det omfang teksterne lægger op til det
  • grundlæggende latinsk ordforråd
  • latin i de europæiske sprog

Valēte!

 

Mediefag C

Mediefag udbydes på både c-niveau og b-niveau. I Mediefag på c-niveau beskæftiger vi os med film og tv. Det kan fx være nybrydende film af Lars von Trier, horrorfilmens ABC, Michael Moores provokerende dokumentarfilm eller nyhedsformidlingen på TV2 og DR.

Mediefaget indeholder både film- og tv-historie, film- og tv-analyse og praktisk-kreativt filmarbejde.

Arbejdet med at lave film i praksis skærper dit blik for de virkemidler, der anvendes i film- og tv-produktioner, mens den teoretisk-analytiske undervisning omvendt giver dig forudsætningerne for at kunne udfolde dig kreativt. Formålet med undervisningen er bl.a. at gøre dig bedre til at afkode og forstå de lyd- og billedbaserede medier.

På c-niveauet indledes undervisningen med et forløb om de filmiske virkemidler og de grundlæggende forskelle på amerikansk og europæisk film. Derefter undervises i både fakta og fiktion, og du kan her selv være med til at vælge de overordnede emner. Falder valget af emne fx på den amerikanske western, får du et indblik i denne genres karaktertræk og undergenrer, og du bliver i stand til at se, hvordan genren har udviklet sig historisk, og hvordan denne udvikling hænger sammen med amerikanske samfundsforhold.

Mediefag på c-niveau kræver ingen særlige forudsætninger, men du skal have lyst til at analysere og lave film.

 

Musik C

Musik er et mangfoldigt fag, hvor du kommer vidt omkring. Du kommer på en rejse, hvor du skal bruge dine kreative evner og samtidig udfordre dit hoved.

Rejsen går gennem musikkens former og genrer, gennem musikkens relation til samfund og verden, gennem musikkens teoretiske byggesten, og ikke mindst gennem din egen udfoldelse som musikalsk individ: som syngende, spillende og skabende ung.

I den daglige undervisning arbejder vi med emner som rockanalyse, filmmusik, jazzhistorie, World Music, Bachs og Vivaldis klassiske former, ny dansk kompositionsmusik eller med teaterkoncerten som musikalsk genre. Vi lærer rytmer gennem kroppens bevægelser, vi spiller rock, funk, soul, jazz og klassisk i større eller mindre grupper, og vi synger.

Undervisningen er organiseret gennem en række tematiske forløb i musikkundskab sideløbende med sang og sammenspil. I foråret leder disse forløb frem til arbejdet med dels et særligt studeret område inden for musikkundskab og en koncertoptræden til skolens forårskoncert. Undervejs vil du også opleve møde med udøvende musikere, enten når vi på skolen får besøg af udefrakommende musikere eller komponister, eller når vi tager på koncertekskursion med holdet.

Eksamen er både praktisk og teoretisk.

 

Musik- og Lydproduktion C

I faget Musik- og Lydproduktion arbejder vi både praktisk og analytisk med musik. Det kræves ikke, at du har haft musik før eller beskæftiget dig med lydproduktion. Du skal bare have lyst til at udfordre dig selv og udvikle dine kreative og innovative evner.

Vi arbejder bl.a. med remix, filmmusik, jingles, podcasts og en lang række andre musik- og lydproduktioner, som fortrinsvist foregår digitalt på computeren i en vekselvirkning mellem teori og praksis. Det vil sige, at vi både arbejder med og analyserer andres musik- og lydproduktioner og laver vores egne. Computeren er vores vigtigste værktøj, og vi bruger Reaper, Logic Pro X og andre musikprogrammer, men vi anvender også skolens lydstudie til musikproduktioner på traditionel vis.

Undervisningen er projektbaseret ud fra forskellige temaer som fx podcasts eller musik til film, men vi vil også lave mindre lydproduktioner undervejs og beskæftige os med relevant teori og medieteknologiske og -historiske forhold. I slutningen af året arbejder vi med en eksamensproduktion, som danner grundlag for eksamen i faget.

Musik- og Lydproduktion er for dig, som er nysgerrig på og gerne vil blive dygtigere til de tekniske aspekter i musikken. Faget giver dig værktøjer til at samarbejde kreativt med andre fag, og vi vil også møde eksterne partnere som fx musikproducere og lydteknikere. Du kan sagtens vælge Musik- og Lydproduktion, selvom du har Musik som studieretningsfag eller har haft Musik som valgfag i 1.g.

 

Psykologi C

Psykologi er videnskaben om, hvordan mennesker sanser, tænker, lærer, føler, handler og udvikler sig universelt og under givne livsomstændigheder. Faget indeholder flg. overordnede områder:

  • Socialpsykologi – social adfærd, gruppepsykologi, kommunikation, stereotyper og fordomme
  • Udviklingspsykologi – menneskets udvikling, tilknytning, omsorg og familiens betydning
  • Kognition og læring – tænkning, læring, motivation, hukommelse og intelligens
  • Personlighed og identitet- identitet og personlighed, livsstil, herunder stress og coping

Eksempler på forløb:

Ondskabens psykologi: Hvordan kan man forstå ondskab psykologisk? Er ondskab noget medfødt eller tillært? Eller kan ethvert menneske begå ondskabsfulde handlinger, hvis blot det sættes i en bestemt social situation, hvor det føler sig presset?

Intelligens: Er der kun en intelligens eller flere? Hvordan testes intelligens? Hvordan er sammenhængen mellem arv og miljø i forhold til intelligens? Er mænd klogere end kvinder?

Neuropsykologi: Sidder forbrydelsen i hjernen? Er lykken blot en fornemmelse, som vores hjerne skaber? Kan religiøsitet måles som en tilstand i hjernen?

 

Teknologi C

Valgfaget Teknologi C er et nyt valgfag skabt til dig, der er nysgerrig efter at forstå, hvordan teknologi former vores hverdag og fremtid. Du vil udvikle en teknologisk dannelse, som kombinerer forståelse for teknologi og samfund med evnen til at tænke kritisk overfor praktiske og teoretiske problemstillinger.  

Med udgangspunkt i problembaseret læring, vil du opleve, hvordan teoretiske spørgsmål kan udforskes gennem praktiske projekter, i projektgrupper på tværs af studieretninger.  

Gennem arbejdet med at fremstille produkter og anvende teorier, styrker du dine innovative kompetencer og får erfaring med at forbinde viden fra dine øvrige fag med virkelighedens udfordringer. Vi kommer til at arbejde i skolens laboratorier og Maker Space, hvilket vil give dig hands-on erfaring og mulighed for faglig fordybelse. Det vil give plads til dine mere praktiske og kreative sider og samtidig styrke dine studiekompetencer. 

Teknologi C åbner også op for samarbejde med eksterne partnere, der arbejder professionelt med teknologi samt forskningsinstitutioner, hvilket giver dig indsigt i teknologiens anvendelse i den virkelige verden og kan hjælpe dig med at træffe informerede beslutninger om din fremtidige uddannelses- og karrierevej. 

Faget dækker også vigtige områder som programmering og systemstyring, hvilket vil udvikle din generelle IT-forståelse og åbne op for de mange muligheder, teknologi tilbyder. Der er fleksibilitet til at tilpasse disse emner efter holdets interesser og forudsætninger. 

Endelig giver Teknologi C dig mulighed for at deltage i Unge Forskere konkurrencen, hvis du har lyst til det, og faget vil klæde dig rigtig godt på til evt. at vælge den innovative opgave, når du skal skrive din SRP. 

  

Tysk C

Har du spansk, kinesisk eller fransk (begynder) og vil nu gerne genopfriske og forbedre dine tyskfærdigheder fra grundskolen? Interesserer du dig for tysk kultur og samfundsforhold? Måske tænker du på at være skiguide i Østrig i dit sabbatår? 

Så er Tysk fortsætter C noget for dig. 

På Tysk fortsætter C lærer du at deltage i en samtale på et enkelt og sammenhængende tysk. Gennem forskellige øvelser kommer du til at udvide dit ordforråd og træne dine kommunikative kompetencer. Du vil få gennemgået grundlæggende regler for tysk grammatik og du lærer at skrive korte tekster på tysk i relation til de læste tekster og emner. 

I undervisningen læser vi både skønlitterære tekster og sagprosa. For at give dig mulighed for at lytte til så meget tysk som muligt inddrages også medier som film, kortfilm, reklamevideoer, musikvideoer, podcasts, læringsvideoer og meget andet. 

Ud over at lære sproget får du indsigt i udvalgte, aktuelle forhold i Tyskland, samt i kulturelle, historiske og samfundsmæssige forhold i Tyskland efter 1945. Undervisningen vil tage udgangspunkt i 3-5 emner, fx ”Reisen”, ”Multikulturelles Berlin” eller ”Identität”. 

 

Valgfag på B-niveau

Du skal have faget eller gennemført faget på C-niveau, for at kunne tage det på B-niveau.

 

Billedkunst B  

I billedkunst på b-niveau får du tid til at fordybe dig mere i de praktiske kunstneriske opgaver, og kunne du lide billedkunst på c-niveau, er der god grund til at hæve faget til b-niveau. Du vil dermed få samme pause fra det rent boglige, og få tid og rum til at udfolde og booste din kreativitet. Det kan være lige præcist det pusterum du har behov for, for at kunne klare dig godt i dine andre fag.  

Ligesom på c-niveau skal vi også ud på ture og se virkelig kunst, og ligesom på c niveau, skal man arbejde med både teori og praksis, samt udforme et større individuelt projekt. Forskellen på c- og b-niveau er, at der på b-niveau er meget mere tid til fordybelse og til at komme omkring flere spændende emner, samt meget mere selvbestemmelse og muligheder for at præge undervisningens retning og emnevalg. 

På b-niveau kaster vi os ud i kurratering af kunstværker. En vigtig del af en udstilling handler nemlig om både indsamling, udvælgelse og sammensætning af kunstværker. Alle kunstværker fortæller en historie hver for sig, men når de udstilles sammen, opstår der nye betydninger og det bliver tydeligt at de påvirker hinanden. På b-niveau lærer du som noget helt særligt også hvordan man arbejder med en udstilling, fra start til slut.  

 

Biologi B

Biologi B er valgfaget for dig, der har lyst til at arbejde eksperimentelt og teoretisk med overordnede emner som genetik, immunologi, fysiologi og økologi.

Mindst 20 % af undervisningen foregår som eksperimentelt arbejde. Herunder hører eksempelvis feltundersøgelser iført waders eller våddragt for at fange muslinger i forbindelse med undersøgelse af hormonforstyrrende stoffer i havet. I laboratoriet bliver der bl.a. mulighed for at lave genteknologiske eksperimenter fx gensplejse et gen fra havgopler ind i colibakterier, så de bliver selvlysende (se foto). Med hensyn til den teoretiske tilgang så er der mulighed for en høj grad af medbestemmelse inden for vinklingen af de overordnede emner. Det vil sige, at aktuelle problemstillinger som fx ebola, ægsortering og den nyeste kræftforskning kan indgå undervisningen.

Eksempler på oplagte undervisningsforløb er Nervesystemet og euforiserende stoffer, Livet i den tropiske regnskov samt Ølbrygning og alkoholvaner.

  

Dramatik B

Dramatik på B-niveau er for dig der har lyst til at gå mere i dybden med skuespilteknik og gerne vil vide mere om forskellige teaterformer og teraterhistoriske perioder.

F.eks. kan vi arbejde videre med Stanislavskijs realistiske spillestil ved at udforske den mere moderne Meisner-teknik.

Vi kan også kaste os over helt andre teaterformer end dem, du er blevet præsenteret for på c-niveauet. Mulighederne er mange: det engelske ”In yer face”-teater, Brechts episke teater, komediegenren fra Commedia dell’arte frem til Kasper Christensens ”Klovn”, performanceteatret, teaterkoncerten osv.

Som på c-niveau arbejder vi med en kombination af det praktiskskabende arbejde og det teoretisk-analytiske. Men på b-niveau har vi tid til at nuancere det teoretiske stof og nørde mere med det skabende arbejde.

 

Fysik B

Fysik B er for dig der gerne vil udvide din forståelse af verden omkring dig, og grave dybere i spørgsmål du måske har undret dig over… Hvad er lys egentlig – og hvordan opstår farver? Hvor stort er Universet – og hvad består det af? Hvordan virker atomkraftværker – og er de farlige? Hvad er elektricitet – og hvor kommer det fra?

Fysik beskæftiger sig med at forstå verden omkring os, og de fænomener vi kan observere. Du kommer til at arbejde i større dybde med emner du kender fra fysik C, og blive præsenteret for nye emner og begreber i fysikken, fx atomkerner og radioaktivitet, elektriske kredsløb, kræfter, Newtons love, tryk og opdrift.

I forhold til fysik C vil du opleve at den eksperimentelle del af faget udvides og kommer mere i fokus på fysik B. Desuden vil samspillet mellem teori og eksperiment blive stærkere og mere formaliseret, fx gennem brug af formler til at beskrive sammenhænge mellem variable. Du kommer i højere grad til selv at tilrettelægge, gennemføre og præsentere eksperimentelt arbejde.

Eksamen i faget består af både en eksperimentel gruppeeksamen og en individuel, mundtlig teoretisk del. Fysik B giver dig en god ballast, hvis du senere vil arbejde indenfor det naturvidenskabelige fagområde. Hvis du er nysgerrig på verden, så kom og vær med til at grave dig lidt dybere ned i den.

 

Idræt B  

Idræt på B-niveau er for dig, som har lyst til mere idræt i gymnasietiden. 

Ud over den lektion, du har på det obligatoriske C-niveau, får du 2-3 idrætslektioner mere om ugen. De fordeler sig på både praktiske og teoretiske lektioner.  

Det vil sige, at du kommer til at have rene idrætsteorilektioner, hvor vi beskæftiger os med anatomi, sundhed, arbejdsfysiologi, idrætssociologi og idrætshistorie. Men også flere praksislektioner med forløb i discipliner, som du kender fra C-niveauet. Hvilke discipliner du kommer til at arbejde med, varierer fra år til år og fra hold til hold. Men det kan være badminton, klatring, volleyball, parkour, dans, teamgym eller håndbold. Eller noget helt andet. 

I idræt på B-niveau vil du opleve, at vi arbejder lidt dybere med idrætsfaget – forløbene er længere, og vi binder altid teori sammen med praksis. Eksempelvis ved at koble teamgym sammen med dansk idrætshistorie, eller håndbold sammen med psykologien i holdboldspil. Vi trækker også tråde til de forløb og oplevelser, du har med dig fra C-niveauet. 

Når det er muligt forsøger vi også at møde idrætten udenfor gymnasiet. Det kan være på universitet, de lokale beachvolleyball baner eller en tennisklub. Her undersøger vi andre sider af idrætte og integrerer omverdenen i vores undervisning. 

På denne måde prøver vi at samle det hele billede af idrættens verden og sammen få erfaringer med det. 

Kom og vær med! 

 

Kemi B 

Kemi på B-niveau er et fag, hvor du både lærer kemiske teorier og laver mange eksperimenter. Vi bygger videre på det, du har lært på Kemi C, og introducerer nye emner. F.eks. arbejder man på kemi B med, hvor hurtigt kemiske reaktioner forløber (reaktionshastighed), og hvorfor nogle kemiske reaktioner tilsyneladende stopper, selvom der stadig er reaktanter tilbage i opløsningen (kemisk ligevægt). Disse emner er afgørende for at forstå, hvorfor nogle lægemidler er så dyre at producere, eller hvorfor mælk kan holde sig længere i køleskabet. 

Vi arbejder også med syre-basereaktioner og organisk kemi og lærer nye metoder i laboratoriet, særligt i forbindelse med organisk kemi, der fylder en del på kemi B. Vi vil f.eks arbejde med at undersøge spørgsmål som: Hvordan fremstilles smertestillende medicin? eller hvorfor er det sundt at spise kost fra Middelhavsområdet? 

Undervisningen tager også her udgangspunkt i verden omkring os (lægemidler, fødevarer, miljø, batterier osv.). Vi udvikler en kritisk tilgang til aktuelle emner som: Er alle E-numre farlige? Og er det virkelig et problem, at der er “kemi” i shampooen? Gennem kemi B bliver du bedre rustet til at vurdere den offentlige debat og deltage i den. 

Kemi B er adgangskrav til de fleste sundheds- og naturvidenskabelige uddannelser.  

 

Latin B

Egaa Gymnasium tilbyder Latin på B-niveau, hvis ønsker at lære endnu mere om væsentlige aspekter af romersk litteratur, historie og kultur igennem arbejde med latinske originaltekster fra perioden før ca. 150 e.Kr., samt romersk arkæologisk materiale. 

På B-niveau organiseres undervisningen i fire forskellige temaer, og der læses tekster fra mindst fem forskellige forfattere. I et ud af de fire temaer kunne man f.eks. beskæftige sig med uddrag fra Vergils mesterværk Æneiden om den trojanske helt Æneas eller man kunne lære mere om den græsk-romerske mytologi fra Ovids Metamorfoserne. Man kunne også have et filosofisk emne og læse tekster af Seneca den yngre eller Cicero. Der er mange spændende muligheder, og klassen vil få medbestemmelse i forhold til de studerede temaer.

 

Mediefag B

I mediefag på b-niveau beskæftiger vi os med levende billeder i en æstetisk, kommunikativ og kulturel sammenhæng. Ligesom på c-niveau forener faget her en teoretisk-analytisk og en praktisk-produktionsmæssig tilgang til levende billeder. Faget giver dig de nødvendige redskaber til at analysere, perspektivere og vurdere danske og internationale medieproduktioner inden for fiktion, fakta samt blandinger mellem disse former. Faget giver dig desuden indsigt i film og tv’s udtryksformer i forbindelse med praktisk produktion. Formålet med undervisningen er at gøre dig til en aktiv, kreativ og reflekterende bruger af film og tv.

På b-niveau har du i højere grad end på c-niveauet mulighed for at være med til at præge undervisningens indhold. Du er ovre alt det grundlæggende – du har nogenlunde styr på terminologien, og du har stiftet bekendtskab med brug af udstyr. Du får mere tid til at lave produktioner, dit overblik bliver større og du kan trække på din mediefagsviden i forbindelse med SRP og i sprogfagenes mediedel.

Eksempler på tidligere forløb på b-niveau:

  • Genreforløb – fx ”Horrorfilmen på kanten af nybrud”,
  • Instruktørforløb – fx ”Christopher Nolan”,
  • ”Reality tv – fra Big Brother til Paradise Hotel”,
  • Boot Camps (praksis)
  • Udadrettede aktiviteter – fx spot for Røde Kors
  • Virksomhedsbesøg – fx Zentropa og TV2 News

 

Musik B

Musik på B-niveau rummer mange af de samme praktiske og teoretiske discipliner som på C-niveau, men her er der tid og mulighed for at gå mere i dybden med både det praktiske og det teoretiske. I den praktiske undervisning, der omfatter sammenspil og sang, skal holdet arbejde med en række sammenspilsopgaver, hvor der kan være fokus på bestemte genre, kreative fortolkninger af kendte numre eller sangskrivning alt efter holdets ønsker. Udover en optræden til forårskoncerten leverer holdet også musikalske indslag til andre begivenheder på skolen som f.eks. juleafslutning, MGP og musikcafé.

Udover at lave musik på holdet, vil du også opleve at være en del af et større musikliv på skolen, når vi f.eks. slår alle A- og B-hold sammen til et stort fælleskor og når vi tager afsted på musikcamp på en musikhøjskole.

I musikkundskab undervises der i 2 emner på Musik B, hvoraf det ene er et musikproduktionsforløb, hvor du med brug af diverse programmer kommer til at skabe egne musikalske produktioner som f.eks. remixes af kendte numre eller klassiske værker for at skabe et nyt musikalsk udtryk, eller indspilninger i vores eget lydstudie.

På Musik B vil du også opleve workshops med udefrakommende instruktører, og du skal med holdet på koncertekskursioner.

Eksamen er både praktisk og teoretisk.

 

Psykologi B

Psykologi er videnskaben om, hvordan mennesker sanser, tænker, lærer, føler, handler og udvikler sig universelt og under givne livsomstændigheder. På psykologi på B-niveau er der både større teoretisk bredde og dybde (end på C-niveau). Derudover har B-niveau fokus på det metodiske, hvor man som elev får erfaringer med egne feltstudier; at deltage i observation, at opstille egne eksperimenter osv. Faget indeholder flg. overordnede områder:

Socialpsykologi: Social adfærd, gruppepsykologi, kommunikation, stereotyper og fordomme, kulturpsykologi

Udviklingspsykologi: Menneskets udvikling, tilknytning, omsorg og familiens betydning

Kognition og læring: Læring, motivation, hukommelse, intelligens, følelser og kognition, perception

Personlighed og identitet: Selvet, identitet og personlighed, livsstil, herunder fx arbejde, stress og coping

Psykologisk metode: Undersøgelsesmetoder, eksperiment, observation, interview, spørgeskema, dataanalyse

Eksempler på forløb:

Lykkens psykologi: Kan lykke skabes ved tankens kraft? Hvor vigtige er relationer for vores lykke? Gør penge os lykkelige? Hvilken effekt har lykkepiller? Kan man måle lykke?

Det antisociale menneske: Hvilken rolle spiller bander og fængsler i radikalisering af unge, vrede mennesker? Hvem er de radikaliseringstruede unge? Selvmordsterrorisme: Hvorfor vælger nogen at sprænge sig selv i luften for et højere formål?

Krop, køn og seksualitet: Giver skønhed en fordel på karrierestigen? Hvor mange køn findes der: et, to eller flere? Er træningsafhængighed en slags spiseforstyrrelse?

 

Religion B

  • Hvad er Islamisk Stat?
  • Sidder Gud fast i min hjerne?
  • Hvorfor kan Kina ikke acceptere vestlige menneskerettigheder?
  • Hvorfor består Folkekirken, når religionskritikken lærer os, at Gud er død?
  • Kan man tro på ikke at tro?
  • Hvis alting er relativt, hvad er så ’Gud’?

Vi giver dig en bedre forståelse af dig selv, dit samfund og din kultur gennem religiøse og kulturelle tolkninger af symboler, myter og traditioner.

Som en konsekvens af det stigende fokus på religion i globale medier bliver du introduceret til højaktuelle emner som eksempelvis Islamisk Stat, Civilreligion i USA og religionens rolle i nutidens Kina.

Du vil kunne tage på ekskursioner i og uden for Aarhus og møde imamen, buddhisten, teologen eller shamanen; for feltarbejdet er en vigtig del af Religion-B.

I Religion-B lærer du at anvende en farverig palet af teoretiske værktøjer. Teorierne vil være håndplukkede fra f.eks. sociologiske, psykologiske, filosofiske eller etiske studier.

Vi vil klæde dig bedre på til at kunne forstå en del af verdens brandpunkter, den danske integrationsdebat, forholdet mellem sandhed og tolkning, og sidst – men ikke mindst – dine medmennesker.

 

Samfundsfag B 

Samfundsfag B er for dig, der ønsker at dykke mere ned i grundlæggende samfundsfaglige problemstillinger og beslutningsprocesser koblet med enkel teori og metode. Vi arbejder altid med emner som er aktuelle og bruger den viden vi allerede har om sociologi, politik og økonomi.  

Det kunne f.eks. handle om:

  • Unge, mistrivsel og de sociale mediers indflydelse på det.
  • Hvem der har magten i dansk politik og hvorfor?
  • Hvorfor priserne på dagligvarer stiger?
  • Hvilken indflydelse EU egentlig har på din hverdag?

Du kommer til at kunne sammenligne sociale og kulturelle mønstre og undersøge økonomiske og politiske sammenhænge. Undervisningen vil være præget af dialog og debat, så du kommer til at diskutere mange forskellige problemstillinger og også mulige løsninger herpå.  

 

Valgfag på A-niveau

Du skal have faget eller gennemført faget på B-niveau, for at kunne tage det på A-niveau.

Engelsk A

Hvis du var begejstret for undervisningen i Engelsk B og godt kunne tænke dig at arbejde i endnu mere analytisk dybde med bl.a. den engelsksprogede verdenslitteratur, så tilbyder Egaa Gymnasium heldigvis også Engelsk A som valgfag Igennem dit arbejde med Engelsk A vil du komme til at beskæftige dig med bl.a.

  • uddrag af værker af Shakespeare
  • elementer af det engelske sprogs historie
  • væsentlige sproglige, historiske, kulturelle og samfundsmæssige forhold i Storbritannien og USA
  • historiske og aktuelle forhold i andre dele af den engelsktalende verden

Dette betyder, at du kunne arbejde med emner, såsom ”Utopia vs. Dystopia,” ”Brexit Schmexit,” ”The Supernatural in Shakespeare,” ”Detecting Postmodernism: Postmodern Detective Fiction, ” ”Gothic vs. American Gothic” og ”African Life and Literature.”

Muligvis kommer du også til at forstå, hvor citater som ”To thine own self be true” og ”By the pricking of my thumbs, something wicked this way comes” kommer fra, hvad de kunne betyde i deres oprindelige kontekst og hvordan de har været med til at inspirere og berige den senere engelsksprogede verdenslitteratur.

  

Fransk forsætter A

Har du haft fortsætterfransk i 1. og 2.g. , har du mulighed for at fortsætte med fransk som valgfag i 3.g. og derved opnå at blive rigtig dygtig til fransk.

At kunne tale og skrive fransk åbner mange døre, bl.a. på det internationale arbejdsmarked, da fransk også bruges i de frankofone lande. Derudover er det at kunne fransk grundlaget for at forstå fransk kultur og mentalitet.

Fokus er fortsat på kommunikation, men også på kultur- og samfundsforhold i Frankrig samt andre fransksprogede lande, så du får udbygget dine interkulturelle kompetencer. Der vil f.eks. være mulighed for at fordybe sig i kulturen i den fransktalende canadiske provins Québec eller den berbisk-arabiske kultur i de fransktalende Maghreb lande (Marokko, Algeriet, Tunesien).

Vi vil arbejde med yderligere 2-3 emner samt bygge videre på de ca. 6 emner, som du har arbejdet med i 1. og 2.g. Arbejdsformerne vil variere. Der vil være korte lytteøvelser, hvor franskmænd eller folk fra andre fransktalende lande vil fortælle om deres kultur og samfund. Som grundlag for samtale vil vi bruge litteratur, reklamer, billeder, foto, kortfilm, musik, avisartikler.

Du vil også komme til at skrive fransk. Det skriftlige er primært en støttedisciplin til det mundtlige, men fungerer også som selvstændig disciplin.

Vi kan evt. lave et fælles skriveprojekt med en Europaklasse fra ”Lycée Fabert”, vores samarbejdsskole i Metz eller i forbindelse med et besøg i byernes by, Paris, skrive en lille turistfolder eller udforme en kulturblog rettet mod unge der vil besøge Paris.

 

Fysik A

Fysik på A-niveau er for dig der i forvejen har fysik på B-niveau, men som ønsker en endnu dybere teoretisk indsigt, og gerne vil arbejde med emner indenfor nyere fysikdiscipliner.

Mekanik: behandlingen af mekanik udvides væsentligt, hvor blandt andet bevægelse i to dimensioner, cirkelbevægelse, stødfysik, harmoniske svingninger og gravitationsloven behandles.

Elektriske og magnetiske felter: feltbegrebet, kræfter på ladede partiklers bevægelse, induktion. Fysik i det 21. århundrede: et fysikemne som hvert år meldes ud fra undervisningsministeriet. Tidligere emner har fx været ‘Stjerner’og ‘Partikelfysik’.

Der fokuseres på A-niveauet i endnu højere grad på evnen til at håndtere alle aspekter af eksperimentelt arbejde, og på at kunne koble teori og eksperiment, ofte i et samspil med matematik.

Som på B-niveau består eksamen både af en eksperimentel gruppeeksamen og en individuel teoretisk del, men på A-niveau er der desuden en selvstændig skriftlig eksamen, og undervisningen fokuserer derfor også på at kunne håndtere opgaveregning.

Fysik på A-niveau giver dig en stor indsigt i naturvidenskabelige arbejdsmetoder og i naturvidenskabens anvendelsesmuligheder, og en rigtig god ballast til fremtidige naturvidenskabelige studier.

 

Kemi A

Kemi på A-niveau er for dig, der synes kemi er sjovt, og som kunne tænke sig at lære endnu mere end B-niveauet – evt. for at have et forspring i forhold til en videregående uddannelse, hvor kemi på B-niveau er adgangskrav. Kemi A er også for dig, der er elev på bioteknologistudieretningen, og som kan se det som en fordel at lære mere kemi, da nogle emner på Kemi A overlapper med bioteknologi.

Et af de emner, der arbejdes med, er reaktionskinetik, hvor man kan undersøge koncentrationer af kemiske forbindelser som funktion af tiden – det kunne fx være at modellere nedbrydning af et lægemiddel i kroppen – et oplagt SRP emne. Et andet emne, der berøres er termodynamik, der gør det muligt at forudsige om kemiske reaktioner kan finde sted. Desuden vil du møde NMR- og IR-spektroskopi, der giver et fingeraftryk af de organiske forbindelser, man måske har syntetiseret i et forløb om lægemidler. Disse emner kan der også stilles spændende SRP opgaver i, fx i kombination med fysik, matematik eller bioteknologi.

Kemi på A-niveau er adgangskrav på ganske få uddannelser, idet der kan være krav om kemi A i kombination med fysik B, svarende til kombinationen fysik A sammen med kemi B.

 

Matematik A

Hvis du synes matematik er sjovt og spændende, og du har lyst til at arbejde videre med nye emner og gå mere i dybden med beviser, er matematik A noget for dig. Desuden er matematik A nødvendigt, hvis du f.eks. vil være ingeniør eller læse et naturvidenskabeligt fag efter gymnasiet.

Når du vælger matematik A, kommer du til at beskæftige dig med emner som:

Integralregning: At integrere er det modsatte af at differentiere. Integralregning kan bl.a. anvendes til at bestemme arealer af områder, der er afgrænset af kurver.

Rumgeometri: Hvordan kan man matematisk beskrive objekter i 3 dimensioner – fx en kugle, et plan eller en linje? 

Differentialligninger: Hvordan kan man finde løsninger til ligninger, hvor en funktion og dens afledede begge optræder?

 

Samfundsfag A

Samfundsfag A er til dig, der vil vide endnu mere om de komplekse sammenhænge og centrale udviklinger, vi ser i samfundet i dag.   

Her er der mulighed for at få udsyn til internationale forhold herunder at forstå og forklare aktuelle problemstillinger og konflikter i verden – og Danmarks rolle heri. 

Men der er også mulighed for at komme tættere på nationale forhold og aktuelle temaer, hvor discipliner som sociologi, økonomi og politik ofte mødes på tværs for at give forklaringer, indsigt og mulighed for at diskutere løsninger. 

Der arbejdes med teori, egne undersøgelser og med et kritisk blik på materialet – hvad enten det er taler eller statistiske mål. Faget indeholder både en mundtlig og en skriftlig dimension med fremlæggelser og skriftlige produkter. 

Eksempler på temaer og spørgsmål: 

  • Hvorfor går Rusland ind i Ukraine og er der tale om en ny Kold Krig? 
  • Hjælper kontanthjælpssystemet i Danmark de svageste i samfundet – flere nyttejobs og flere sanktioner? 
  • Hvilken indflydelse har sociale medier på unge? 
  • Er det medieomtale og meningsmålinger, der driver vælgerne i dansk politik? 

 

Tysk A

Hvis du har været glad for Tysk B og ønsker at hæve sproget op på et højt niveau, så du bliver mere nuanceret i dit ordforråd og din skriftlighed, får en flydende mundtlighed og en langt større indsigt i tysk kultur, litteratur og historie, så skal du vælge Tysk A.

Ud over at få indsigt i centrale emner og tematikker vedrørende Tyskland, får du ved at vælge Tysk A dit fremmesprog op på et niveau, der kan måle sig med engelsk. Tyskland er Danmarks største handelspartner, så der er brug for folk med gode tyskkundskaber!

På tysk A kan du eksempelvis komme til at beskæftige dig med emner som ”Opfer und Täter”, ”Der Mensch und das System”, ”Goethe – Leben und Werk”, ”Das Unheimliche”, ”Sport und Politik” og ”Die Romantik”.  Du har stor medindflydelse på, hvilke emner du og holdet kommer til at beskæftige jer med, hvor både litteratur, det multimodale samt historien i dag og tidligere får plads.

På Tysk A arbejder vi hele tiden med varierede og spændende arbejdsformer, der optimerer din læring, og vi arbejder ikke kun med tekster, men med alle former for multimodale tekster, som eksempelvis lydklip, film og musikvideoer.